Project Description
Grønne råd til hverdagen
v. Ilse Friis Madsen
Genbrug af vand
I denne tid skyller vi meget salat og andet grønt. Dette vand og lignende næsten rent vand er ofte rent nok til at opsamles til brug for have/krukkevanding. Jeg har en spand stående til samme formål. Vandet fra de blancherede bønner køles af og hældes ud på roser og andet, som tørster i varmen. Eller i regnvandsbeholderen til senere brug. Mulighederne er mange, hvis man tænker sig om. Blot skal man ikke anvende vand med salt eller andet tilsat. Vand med jord i kan dog også bruges til buske og lignende.
Lav din egen tandpasta uden kemi
Kemien gennemsyrer vores hverdag. Gennem vort forbrug bombarderes vi med mængder af kemiske stoffer, vi ikke kender virkningen af.
Prøv f. eks. bare at læse på indholdsdeklarationen på en tube tandpasta af de gængse mærker. Nu har det jo også været fremme, at der er triclosan i visse tandpastaer, et bakteriedræbende stof, vi ikke skal gå og putte i munden flere gange om dagen.
Det er helt utroligt, hvad vi fylder i munden, for ikke at sige ud i miljøet, i den hellige mundhygiejnes navn.
Nu vil jeg af gode grunde ikke sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af mundhygiejne. Den har for længst bevist sin uomtvistelige værdi. Men mindre kemi kunne måske gøre det, og oven i købet være en fordel for helbred og miljø. Gad vide hvor mange tons tandpasta vi danskere bruger om året?
Men skulle man have lyst til at prøve noget andet end den konventionelle, findes der jo mere naturlige alternativer. Man kan også selv forsøge sig som tandpastafabrikant. Her kommer en opskrift:
4 tuber á 55 ml:
53 g demineraliseret vand
2 ml carraghén
0,5 tsk. fint salt
Vandet kommes i gryden og carraghénen drysses i under piskning. Opvarm til ca. 60 grader og pisk til carraghénen er helt opløst. Tag gryden af varmen.
Tilsæt 80 g glycerin og evt.
3g sulfat (kan udelades, hvis man ikke ønsker, at tandpastaen skal skumme)
Lad det afkøle lidt mens resten fremstilles.
0,5 tsk. fint salt og
80 g kridt blandes sammen i en lille skål og tilsættes i gryden lidt ad gangen, mens der piskes for at gøre det helt jævnt. Bedst resultat opnås med en el-pisker. Når det hele er jævnt iblandes:
20 dråber pebermynteolie
Tandpastaen kommes på tuber ved hjælp af en teske. Fyld tuben højst 1/2 op, gør den tomme del af tuben flad med en teske og ombuk 2-3 gange for enden af tuben.
Kilde: www.urtegaarden.dk